Tykke bøger, gys og pubcrawl

Kære Stine

Gisp! Efter første uge som universitetsstuderende kniber det med at få vejret. Ikke nok med, at man lige er landet og skal ordne alle mulige papirer (=timelange køer på diverse kontorer), ikke kan finde rundt uden sit kort over campus (som hurtigt begyndte at falde fra hinanden, da jeg tabte det i sneen første dag), og ikke engang kan finde den rigtige metro-udgang. Fagene er også begyndt lige på og hårdt; tykke bøger og kompendier, der skal læses, opgaver, der skal laves, ikke særlig meget undervisning og karakterer over det hele.

Det er virkelig noget andet, end hvad vi er vant til på avismagerskolen. F.eks. mindes jeg ikke tidligere at have købt en bog på 2624 sider. Jeg er kommet direkte fra ”learning-by-doing” til ”learning-by-reading-and-listening-to-your-professor”. Og det skal man nok lige vænne sig til.

Til gengæld har jeg fået de fag, jeg helst ville, og jeg har kun undervisning tre dage om ugen. Men så har jeg også en mandag fra helvede. Tre fag, som både geografisk og tidsmæssigt ligger så tåbeligt, de overhovedet kan. Det første begynder kl 10 og det sidste slutter kl 22. Og det midterste ligger langt væk fra de andre (busturen varer mellem tyve minutter og et par timer, afhængigt af vejr og trafik).

Men det sidste fag er "Horror Film", så det er egentlig meget hyggeligt, at det ligger så sent. Det holder ikke at se gyserfilm midt på dagen, hvor arty-farty de end er. Så har man også nogle dejlige billeder på nethinden, når man går alene hjem gennem mørket.

F.eks. sluttede vi første lektion af med at se nogle klip fra Luis Buñuel og Salvador Dalis ”Un Chien Andalou”, fransk surrealisme fra 1922. Den åbner med en berømt scene, som jeg – af respekt for din lave skræktærskel – vil lade være med at beskrive i detaljer. Men jeg kan sige så meget, at den bla. indeholder et kvindeøje og en barberkniv.

Så kan de lave lige så mange Saw film, de vil, det bliver ikke meget mere væmmeligt. Og det blev sjovt nok ikke mindre væmmeligt af, at vores professor blev ved med at pause og spole frem og tilbage for at tale om komposition og symbolik og æstetik og jeg skal komme efter dig.

Mens du prøver at holde op med at tænke over, hvad man mon kan gøre ved et øje med en barberkniv, kan jeg fortælle, at universitetet generelt virker som et rart sted. Folk er enormt hjælpsomme, mine professorer er seje og på 7. sal ligger det optimale frokoststed: en ”betal hvad du vil” veganer-kantine!

Der er mere end 4000 internationale studerende på Concordia, så selvfølgelig er der også en forening, der arrangerer udflugter, fester og happenings. I fredags holdt de kombineret intromøde og pubcrawl, særligt for at alle vi forvirrede nyankomne kunne møde hinanden. Og der er jo ikke noget, der ryster folk sammen som en god gang fjollede ølspil, det ved de også i Canada. Bare man for Guds skyld ikke tager sin øl med ud på gaden.

Kravleriet endte i en samlet fest, hvor vi fik lov til at tage de grimme t-shirts af, drak mere og andet end øl og udvekslede kontaktoplysninger, som var det speeddating. For alle er jo nye, desorienterede og på jagt efter venner.

Fra resten af aftenen husker jeg glimtvis:

- at folk dansede med en lolitadukke, der lignede en af mine gamle chefer
- at jeg skændtes med Løven (en af de nye internationale venner) om, hvorvidt han måtte betale for min drink eller ej (pokkers galante amerikanere)
- at jeg lærte grimme bandeord på québecois og arabisk og glemte dem igen
- at jeg på en libanesisk natmadsbiks spiste mit livs dårligste falafel, mens jeg diskuterede Muhammedtegningerne og amerikansk udenrigspolitik

Hvorfor har man altid den slags samtaler på den slags tidspunkter? Hvorfor, Stine? Er i øvrigt imponeret over, at du fylder din ferie ud med arbejde. Jeg går ud fra, at det er for at spare op til også at rejse til landet, der flyder med ahornsirup og fantastiske mænd, og ikke, fordi du pludselig er blevet voksen og fornuftig og træt af at ligge under dynen og læse tegneserier?

Jeg slutter lige af med et link. Lad være med at klikke på det, Stine. Du vil fortryde det. Jeg advarer dig. Lad være!

Hanne