Dårskab i Århus

Kære Hanne

Jeg har tænkt over det, men besluttet mig for, at jeg stadig synes, du er i Canada. Det med, at det i virkeligheden er Québec, må I selv ligge og rode med derovre. Så kære Hanne, jeg håber, alt er vel i Canada.

I Århus er alt vel på den kedelige måde. Jeg har arbejdet ferien væk og er startet på djh igen i dag. Vi er en 12 stykker, der starter før de andre, fordi vi skal have 8. semester sammen med fotojournalisterne, og en eller anden meget kvik person har besluttet at give os journalistjournalister en mulighed for at lære at bruge et kamera. Så vi har en uge til at kegle rundt. Jeg havde armene over hovedet hele dagen. Javist var det pinligt, at jeg ikke kunne finde ud af at tænde mit kamera, og at jeg - som den eneste - ikke forstod samspillet med lukketid og blænde og sådan. Men der var andre mennesker! Og jeg skulle ikke transskribere noget af det, de sagde! Det er oven i købet sjovt at tage billeder. Måske poster jeg nogen af dem her på bloggen, hvis de ikke bliver sådan hysterisk pinlige.

Allerede nu fornemmer jeg, at jeg kommer op at slås med mit perfektionist-gen. Jeg kommer jo til at aflevere halvdårlige billeder, simpelthen fordi jeg ikke har teknikken på plads, og nok heller ikke får det på et par uger. Jeg vil komme hjem fra alle fotoopgaverne, spændt bladre mine fotos igennem og bagefter give mig selv et mentalt cirkelspark. Jeg håber godt nok, at et hidtil uopdaget teknisk talent bare ligger og venter på at springe ud.

Det kan jeg også godt bruge, nu jeg er gået i gang med at tage kørekort. Vi skal køre på en eller anden form for bane i morgen. For første gang skal jeg starte og styre en bil. Jeg er rædselsslagen! Jeg kan ligesom mærke, hvor ydmygende det bliver at sidde og være rystende nervøs for at føre en bil rundt på det, der åbenbart er døbt kravlegården (jeg ved bare, at det er nogle bøller, der har døbt den det, for ligesom at gnide salt i såret på os kørselsangste).

Labrador har allerede forudset, at jeg vil ende med at indlede min køreprøve med at foreslå, at vi starte med en hvidbalance. Suk.

I øvrigt lagde Frøen ikke an på mig, det tror jeg i det mindste ikke. Det var et ganske seriøst spørgsmål, der kom lidt ud af det blå. Jeg aner ikke, hvad han ville bruge svaret til, men der var hverken sjov eller flirt i luften nogen steder. Det kan så selvfølgelig være, at Frøen bare for alvor ikke forstår piger. I så fald kan han nok se frem til en del år som single, hvis det er den slags, han tror, man scorer med.

På den anden side viser det sig sikkert, at han vælter sig rundt i damer, og det er mig, der har misforstået det hele… Det ville egentlig forklare en del. Der er ikke mange løver i Århus - det kan jeg godt fortælle dig!

Hold da op et pivet brev det blev til. Jeg lover, at næste gang prøver jeg at være mere overlegen på den der måde, der ellers hører seje fotografer til. Du ved, som om det hele egentlig rager mig, men alligevel kommer alt godt jo til mig naturligt. Måske vil jeg endda skrive brevet iført solbriller…

Ikke at jeg tror, du står og mangler (hø hø), men du får tusind kys alligevel.

Din for altid (aj hva, det lyder så smukt…)

Stine