Inden du begynder at give mig mindreværdskomplekser med dine seje kunstfotos, vil jeg lige skynde mig at lægge nogle uredigerede amatør-billeder på.
Vinteren er virkelig smuk herovre. Snedriverne bliver større og større, og nogle af dem er højere end mig (måske endda højere end dig, Stine!) Det er ikke bare fortove, der er forsvundet. Det er også stakitter, cykler, trapper og af og til biler. Og man skal ikke regne med, at de dukker frem igen før en gang i april.
Umiddelbart skulle man tro, at tocifrede minusgrader, isede fortove og bjerge af sne ville få folk til at bure sig inde og gå i hi. Men nej. Tværtimod. De holder snefestival og lysfestival og "Igloofest"; en udendørs fest med elektronisk musik over tre weekender i årets koldeste måned. Skingrende sindssyg ide, men samtidigt ret fedt. Jeg var der i fredags med en lille flok fra Concordia, og fra Løvens skuldre så det sådan her ud:
På vej ud gik der barndom i den. Når først én person har været nede og bide i en snedrive, er det svært at stoppe igen, så det var en flok meget hvide og våde og lettere nedkølede unge mennesker, der omsider fik mast sig ind i et metrotog.
Det er sjovt, som man omstiller sig til den situation, man er i. Jeg griber mig selv i at tjekke vejrudsigten og ved en temperatur på –14 tænke ”nå, det er ikke så koldt i dag.” For jeg ved, at det sagtens kunne være dobbelt så koldt. Før man regner vindfaktoren med. Fordi vejene er så lige og vinkelrette får man den der ondsindede ”tunnelvind”, som hurtigt kan få temperaturen til at føles ti grader koldere. Så er vi på den lede side af –30 og så er det, det begynder at blive rigtig interessant.
Det er den slags dage, hvor du går udenfor med fire par sokker i støvlerne og halstørklædet viklet godt op om ansigtet. Du bevæger dig stift og tungt, og føler dig lidt som Michelin-manden, fordi du har så mange trøjer på, som du kunne få plads til under frakken. Kun en sprække til øjnene er i direkte kontakt med luften. Og lige der; mellem øjenbrynene, hvor huen ikke når ned og halstørklædet ikke når op, æder kulden sig ind i din hud og giver dig hovedpine.
Og vinden trænger gennem alt, gennem alle slags fibre, gennem din hud, helt ind i dit blod. Dine øjne løber i vand, der sætter sig i øjenvipperne og får dem til at fryse sammen. Og mens du trækker vejret gennem halstørklædet og blinker forsigtigt, for at dine øjenvipper ikke skal knække, spekulerer du på, hvor koldt det mon skal blive, før tårerne fryser til is på selve øjenæblerne, før dit blod stivner i årerne og dit åndedrag danner et lag af is på indersiden af lungerne.
Og varmen på vej ned med metrostationens rulletrappe er så overvældende en kontrast, at du bliver svimmel og dine ben giver efter, fordi leddene pludselig begynder at tø op.
Det er den slags dage, hvor der ikke er noget, der hedder ”lige at smutte over i kiosken”. For selv en tur over på den anden side ad gaden kræver en omhyggelig indpakningsproces.
Ikke noget med at gå udenfor uden hue. Ikke noget med slud og mudder her. Bare sne, sne, sne, vind og kulde. Det her er ægte vinter, Stine. Det er brutalt, det er smukt og jeg elsker det!
Jeg glæder mig til at høre, hvordan det går bag rattet!
Og så vil jeg lige svare på kritikken af, at jeg dater en amerikaner i stedet for en canadier, ved at citere Løven:
"We're the same, we're just not covered in maple sirup".
Kærlige vinterhilsener
Hanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar