Misforståelser, men også heste

Kære Hanne

Ikke et eneste sekund vil jeg betvivle dine evner til at bygge isskulpturer. Du kan male vægmalerier og bygge marcipanponyer mesterligt, så isskulpturer vil være som at bygge en kvadrat i lego for dig. Jeg glæder mig til at se billeder!

Det har nu sneet en lille bitte smule i Århus, så jeg piver ikke så meget over dine flotte billeder. Kaneturen, har du ret i, er lige noget for mig. Men de næste par dage tilbringer jeg i de kongelige stalde ved Christiansborg bevæbnet med et kamera. Så der er både heste, vogne og muligvis også kaner ud over det hele. Eneste tragedie er, at de beredne skarn møder ind 06.30 – så det gør jeg også. Usssj, det er tideligt. Men jeg har lånt Wonderboys lejlighed og cykel, så jeg kan møde op og se ud som om, jeg har tjek på noget. Jeg slås stadig meget med iso-indstillingerne. Alle billeder, jeg tog i dag, er super uldne. Findes der mon kameraer med isoindstillinger, der er allergiske over for folk som mig? Eller måske kun mig? Jeg håber, det bliver bedre i løbet af ugen. For lige nu kan jeg hverken prale med billede- eller køreevner.

Anden køretime fandt sted i Århus by midt i myldretiden. Pludseligt var det som om, min kørelærer ikke havde så travlt med at rose mit naturlige flair for at køre bil. ”Det er IKKE bremsen, du træder på nu”, ”prøv bare at starte den igen, du skal ikke tage dig af lastbilerne her i krydset” og ”se, vi er ikke døde endnu” var sætninger, der blev gentaget igen og igen i den røde dieselbil. Da vi var færdige, havde jeg siddet og spændt så meget i kæberne, at jeg havde ømme kæbemuskler. Now thats’s a first. Men at slappe af i myldretiden i en stor by i kun anden køretime var åbenbart ikke en mulighed for mig. Næste køretimer er planlagt om formiddagen, mens alle andre trafikanter er på arbejde.

Lige nu sidder jeg og spiser nutellamadder. Det er måske det mest vanedannende i hele verden, nutella. Jeg køber det aldrig selv, men Wonderboy havde det i sit skab. Jeg bilder mig ind, at han sagde, at jeg gerne måtte spise det. Big mistake. Jeg må nå at købe ham noget nyt, inden han vender tilbage.

Nå Stine, tænk på noget andet end sukkerstas. Smukke mænd. Ja, jeg har det præcist som dig. Jeg tør ikke tale med dem, få øjenkontakt med dem eller noget som helst andet. Heller ikke selvom jeg bør arbejde sammen med dem eller noget Jeg er sikker på, at en del gutter har undret sig svært meget over, at hende den socialt hæmmede er venner med NOGEN. Der er virkelig meget små chancer for, at jeg vil ende sammen med en meget meget smuk mand. Ikke engang når jeg er stinkende beruset, tør jeg tale med dem. Men egentlig er det ok. De er jo dejlige at kigge på, men jeg kan egentlig bedre lide fyre, der ser særlige ud på den gode måde. Min veninde har døbt dem ”de hemmeligt lækre”. Ved første øjekast er de ikke særligt pæne, nogen er måske endda grimme. Men pludseligt får man øje på et eller andet. Pludselig opdager man, at de har personlighed og charme. Før man ved af det, står man over for en monsterlækker fyr – som man oven i købet godt tør tale med, for en del af hans pænhed er, at han er et tiltalende menneske.

Her burde jeg blive lidt sex and the city-agtig og skrive om mine seneste erfaringer med mænd, men jeg har ikke en stolt løve ved min side, der gør de pudsigste ting, vi lige kan vende. Helt kort kan jeg sige, at jeg troede, at jeg små-datede Søvnigfrans i en kort periode, det viste sig, at det gjorde jeg ikke. Han har nu stemplet os venner. Men jeg har for meget kort tid siden fået en meget fin sms fra en gut, jeg mødte i byen i fredags.

”Nu hvor vi mødte hinanden på en lidt sjov måde, synes jeg godt, jeg kan spørge dig om du måske ville have lyst til at komme forbi til suppe i aften eller måske i morgen. Det er ikke noget med to lys og bjørneskind, det er bare suppe og en sludder.”

Han bor i Århus og lige nu er jeg i København nogle dage, så du må vente på svar, om det sker en dag eller ej. Men jeg kan bare så godt lide, hvor nede på jorden den sms er. Den prøver ikke at være mere, end den egentlig er. Jeg kan ikke helt huske, hvordan dens forfatter ser ud, men jeg husker, at jeg gav ham det flotte kompliment, at hans skæg lignede et pindsvin fra en bestemt vinkel.

Så Hanschen, nu har jeg blottet mig selv, så er det din tur. Jeg tror, det er på tide, at Løven træder på banene. Vi ved, han er amerikaner, mørkhåret og stærkt arret efter mødet med dine samboende katte. Men hvad mere?

Hov, jeg var næsten ved at glemme at få det her med: Jeg har set Groomers has it! Kan du huske det tåbelige realityprogram om, hvem der bliver den bedste hundefrisør? Vi så den i festsalen på dit kollegium samme aften, som vi så Breakfast at Tiffanys og den der italienske kong-fu film. Jeg har jo ikke selv tv, men Søvningfrans zappede forbi, da jeg var hjemme og besøge ham. Jeg tvang ham til at se flere minutter. Hans blik blev mere og mere flakkende, og det kan egentlig godt være, det var der, jeg tabte ham. Men det var nu heller ikke så spændende, de skulle konkurrere i førstehjælp til underlige hundedukker. Men hele konceptet er jo dumt. Pointen er, at man skal se det iført gårsdagsbrannert sammen med sin Hannepige. Det var altså en af de hyggeligste nætter nogensinde – dig, mig og storskærm.

Jeg vil smutte igen nu. Der er mere nutella og Wonderboy har et fjernsyn! Jeg kan slet ikke styre mig.

Nutellaindsmurt salut til dig pigebarn, skriv snart igen

Stine

Ps. Ok ok ok, her er så et billede af mig i læder og vildskab. Det lykkedes at finde et billede, hvor jeg ser knap så meget ud som om, jeg har lyst til at smøre folk ind i babyolie og give dem smæk:


Det bør nævnes, at den dygtige fotograf er Hanne Mette Poulsgaard, hvis evt. læsere nu skal bruge en fotograf, der kan knipse folk i lædertøj som ingen anden.