Catwoman calling

Kære Hanne

SUK . Jeg fik et sug i maven da jeg så dine billeder. Jeg troede ikke, jeg længtes SÅ meget efter sne, men jeg var dybt melankolsk resten af aftenen. I Århus har der været en enkelt aften med sne. Den blev ikke liggende.

Sjovt, at du er sådan en, der sidder på skuldrene af folk til koncerter. Det er en meget sjælden fornøjelse, når man er så lang som mig. Jeg vil gerne tro, at det er fordi, jeg så kommer til at rage alt alt for højt op, men sandheden er nok, at det er forholdsvis anstrengende at have knap 1.80 centimeter kvindfolk på skuldrene. Det ville jeg også selv forholde mig tøvende til. Så er det lidt nemmere med nips som dig, man lige rykker op af lommen og smider over skulderen.

I øvrigt må du gerne date en amerikaner, bare du ikke mister eksportvirksomheden af syne! Jeg venter stærkt utålmodigt på, at bloggen også bliver et katalog med billeder og bestillingsnumre på høje, charmerende og yppige mænd fra Canada. Hvis de oven i købet er dækket i ahornsirup, ja så vil du ikke høre mig klage. Medmindre han mente det med siruppen som et metafor, og det betyder, at canadiske mænd er for søde på en virkelig klistret måde, der egner sig bedre til piger, man kan sidestille med små, tykke pandekager? Hannepige, find ud af det!

Den aften, det sneede, var i øvrigt aftenen inden min første rigtige køretime, hvilket var rigtig rigtig skidt for mine nerver! Men selve dagen, hvor jeg skulle bekøre de århusianske veje for første gang, var det tørvejr, men ret tåget. Underligt nok var jeg helt holdt op med at være nervøs. Så nede ved tangkrogen satte jeg mig ind bag rettet, startede bilen og kørte mod Moesgaard. Kørelæredame kiggede forbavset på mig og sagde: ”Du er nok en af dem, der har smugtrænet.” Det kan man jo virkelig ikke påstå, at jeg er, så hun konkluderede efter halvanden times kørsel med mig, at jeg har flair for at køre bil. Vidste du, at man kan have det? Jeg gjorde ikke, men jeg holder meget af at have flair for ting. Hun kaldte mig også Jason Watt på et tidspunkt. Ikke fordi jeg så lam ud, men jeg bliver ved med at køre for stærkt. Det gjorde jeg også i kravlegården – jeg nærmest ræserbakkede, hvilket havde en rigtig rigtig skidt indflydelse på min evne til at bakke slalom. Nå, tilbage til landevejen. Jeg gik i stå i et kryds, jeg var næsten henne og kysse en eller anden rusten kunstdims og kørte alt for langt i højre side, men det var også det. Resten rockede jeg totalt. Det havde jeg (og andre, fandt jeg ud af) ikke lige troet. Jeg troede, jeg ville kravle rundt i sneglefart og holde ind til siden og ryste og sådan. Og så ræser jeg bare rundt i små byer og truer deres kunstdimser. Vilddyr!


Ok, vilddyr er et lamt ord, men det skaber glimrende overgang. Vi har jo det her foto på 8. semester, og det er godt nok langhåret for tiden (så jeg elsker det naturligvis). Blandt anden skulle vi tage et billede af vores sidekammerat og et ord. Jeg trak ordet ”ironi” og skulle fotografere sidemands ironi. Det fik jeg løst lidt kedeligt. Vestjyden ved siden af mig trak vildskab. Gulp. Hvad er min vildskab? Det måtte vi jo finde ud af, for det skulle være et portræt af den egenskab hos personen. På det tidspunkt vidste ingen, at jeg er en dødsforagtende bilist, så vi måtte finde på noget andet. ”Hvad er det vildeste, du har drømt om dig selv?” spurgte Vestjyden. ”At jeg var Indiana Jones,” svarede jeg. For det var det eneste, jeg kunne komme i tanke om. På mystisk vis blev Indiana Jones til Catwoman på meget kort tid. Vestjydens kæreste havde da et par læderbukser, jeg lige kunne låne. Vestjyden selv diskede op med matchende top. Pludselig var der også højhælede støvler og rød læbestift inde i billedet. Heldigvis havde de ingen pisk, det kunne jo have taget overhånd. Det havde det måske allerede gjort? Nå, men sådan gik det til, at jeg tilbragte nogle timer i iskold cykelkælder med at brøle som en vanvittig iført det mest kinky outfit, jeg nogensinde har været i berøring med.

Jeg brugte Vestjyden som model dagen efter, men som du kan se på billedet her, var det på en lidt anden måde. Her var opgaven, at vi skulle høre et stykke musik og så tage et billede af det indre billede og den følelse, vi fik af det udleverede musik. Jeg fuckede ISO’en helt vildt, men ellers er jeg rigtig glad for billedet. Jeg har ikke set vildskabsbillederne endnu, men jeg er heller ikke sikker på, at de skal ud til den store offentlighed. Hvis de er lødige, og jeg ikke ligner en læderindbunden rullepølse, kan det være, de kommer på.

Øvrigt kort nyt fra Århus: Wonderboy har boet her en uge, det var smadderhyggeligt. Jeg roder stadig ret meget. Og nu vil jeg tage med Vrede til en fødselsdagsfest hos en gut, jeg kun har mødt et par gange før.

Pas på dig selv i kulden skønne pige.

Stine