Tak for hyggelige forårsbilleder. Som man kan se på det her elendige billede fra min balkon, er det også blevet forår i Montreal:
Jeg er inde i en fase, hvor alting holder op. Mine eksamener er overstået, jeg mangler bare at sende en opgave hjem til Journalisthøjskolen (som selvfølgelig kommer til at handle om horror), og de fleste internationale studerende er på vej hjem. Min sidste eksamen gik fantastisk. Jeg fik skrivekrampe efter en halv time, havde en følelse af, at jeg vidste alt, men var stresset over, om jeg kunne nå at få det hele med, og jeg sad der til sidste minut og skriblede som en gal.
Og her kommer vi til det. Jeg er en nørd. Jeg er en lille stræber, er jeg. Det nytter ikke at benægte det. Jeg bliver overstadigt glad, hvis jeg får ros af en underviser, og får jeg en dårlig karakter, går det mig virkelig på. Jeg mindes bestemt ikke at have været sådan i gymnasiet, bortset måske fra enkelte fag. Tværtimod var jeg enormt skoletræt og orkede slet ikke at tænke på at læse videre. Det hænger sikkert sammen med, at jeg kun har haft fag herovre, som jeg syntes, var enormt spændende. Eller måske er jeg bare blevet ældre?
Hvad grunden end er, ser det ud til, at stræberiet har båret frugt. Ikke, at jeg tror, nogen vil interessere sig synderligt for andet end vores hovedopgave, når vi er færdige (bare lige for at lægge lidt mere pres på dig, gnæk gnæk), men det er nu alligevel rart at vide, at man er dygtig (NØRD!).
I onsdags var vi ude og fejre, at semestret er ovre. Løven og jeg havde vundet gavekort til en irsk pub, så vi var i det gavmilde hjørne, så efter adskilige kander øl, en vandpibe og en times dansen på en klub, vi forhindrede i at lukke, lå vi og rallede på Mangas værelse (metroen kører ikke om natten, og barerne har en tåbelig regel om at lukke klokken tre, så ind i mellem ender festen hos Manga, der bor downtown), spillede Mario Kart, streamede kitchede musikvideoer med bla. koreanske wondergirls - jeg bød naturligvis ind med Tommy Seebach’s fantastiske ”Apache.”
Kl. halv seks på Mangas gulv:
Hanne: ”Metroen kører igen nu.”
Løven: (vrider sig lidt) ”Mmm...”
Hanne: ”Skal vi sove her eller tage hjem til mig?”
Løven: ”Hjem til dig”
Hanne: ”Ok, men så er du nødt til at rejse dig op og tage dine bukser på” (af ikke helt klare årsager havde han taget dem af)
Løven: ”Mmm...”
Hanne: ”Skal vi tage hjem til mig?”
Løven: ”Hjem til dig”
Hanne: ”Så kom”
Løven: ”Mmmm...”
(Dette mønster gentager sig i et stykke tid, indtil Manga hiver mig op fra gulvet)
Hanne: ”Nå, men så går jeg i seng med Manga!”
Løven: ”Mmm...”
Så jeg vågnede nogle timer senere i Mangas seng (med alt tøjet på, don’t worry, det er ikke den slags historie). Hans værelse bevægede sig som et skib i stormvejr, så vi gik ud og spiste morgenmad, lejede en stak film og blev på sofaen resten af dagen. Perfekt.
Som sagt er folk på vej væk i stor stil lige nu. Babyfod er rejst, og jeg savner hende ret meget. I det mindste bor hun i København, så jeg ved, jeg ser hende igen. Det er vel fordelen ved at blive venner med folk fra ens eget land, hvilket jeg ellers altid har forsøgt at undgå, når jeg har været i udlandet. Det er et udbredt fænomen at klynge sig til sine nationalitets-fæller, og jeg forstår det ikke. Jeg mener, hvorfor flytte til et fremmed land for at hænge ud med folk fra Holstebro?
Så da jeg mødte Babyfod første gang, var jeg mildest talt skeptisk. Vietnameseren (fra Journalisthøjskolen, som var her før mig og hvis venner jeg skamløst har stjålet) præsenterede os og sagde noget om, at vi garanteret ville passe godt sammen. Babyfod smilede bredt under sine store briller (hun er trendy ligesom dig, Stine!), og sagde, at vi måtte da drikke en kop kaffe en dag. Jeg smilede høfligt og tænkte ”nææeh.” Men før jeg fik set mig om, drak vi ikke bare kaffe, men stod på skøjter, så film i stakkevis, dansede åndssvagt og faldt i søvn på hinandens sofaer. Så på et eller andet tidspunkt må jeg have kapituleret og indset, at det trods alt er lige så dumt at undgå venskaber pga. nationalitet, som at opsøge dem på grund af det.
Heldigvis er her en Løve og en håndfuld andre venner, som ikke er på vej ud af ahornsirup-landet lige foreløbigt. Hockey-sæsonen er overstået for Montreal (med et pinligt nederlag), men jeg er ligeglad, for så er der mere tid til at spille mit nye yndlingsspil, shuffleboard, som jeg af uforklarlige årsager er en haj til. Det er en slags miniature curling; Canadas svar på bordfodbold (læg mærke til dæmonøjnene. I’m a killer on the shuffleboard):
God arbejdslyst derhjemme!
Hanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar