Ligesom på film

Kære Stine

Tak for den fine fødselsdags-kylling. Det var tredje gang på seks år, jeg fejrede min fødselsdag i udlandet, så jo, jeg er ved at være vant til det. Det blev ikke til nogen kæmpe fest, for mange er jo som sagt rejst hjem allerede, men det var en hyggelig aften. På trods af, at jeg satte ild til ovnen tidligere på dagen.

Men nok om bål og branderter. Her kommer en lille show-and-tell beretning fra min anden tur nogensinde til USA. Jeg brugte en uge af min nyvundne sommerferie på at besøge min gymnasieveninde Rory i New Haven, Connecticut og min veninde fra Berlin, Kunstneren, i Northampton, Massachusetts.

Firkantede plæner, flag og op til flere "porches" pr. hus. USA er ligesom på film.

Rory er på Yale for at lave nogle eksperimenter til sin Ph.D i kemi. Hun laver noget med molekyler, og de har noget udstyr, der ikke findes i Danmark. Jeg ville ønske, jeg kunne forklare mere detaljeret, hvad hun laver, især fordi hun viste mig grafer og modeller og alting. Det eneste, jeg kan sige er, at man skal have sjove briller på, når man er i hendes laboratorium, for de bruger sådan nogle laser-apparater, som man kan blive blind af.

Vi havde en ret begivenhedsrig weekend. Vi var til ”potluck dinner”, motionsløb (Rory deltog og jeg tog billeder af hende), til rundvisning på Yale, til klassisk kor-koncert i en kirke med efterfølgende buffet-plyndring, på bar og ude at danse, ude at bowle med hendes bofælle, gik tur op på et ”mini-bjerg” og mødte et rådyr (stod pludselig ca. en meter fra os og var ikke spor bange), lavede mad og så film.

Yale er virkelig et flot universitet og udgør det meste af byen. De fleste bygninger er fra begyndelsen af 1900-tallet, men bygget i neo-gotisk stil, så det hele ser gammelt ud. Nogle bygninger blev endda overhældt med syre for at få stenene til at ældes og ligne noget fra Middelalderen. Lidt fjollet, især når man hører, at en af bygningerne måtte restaureres nogle år senere, fordi stenene begynte at falde ud.




Syre-arkitekten fik også den fikse idé at bygge biblioteket som en katedral. Ifølge vores guide mente han, at man ikke er en rigtig arkitekt, før man har bygget en kirke, men Yale ville ikke have en, så han besluttede sig for at bygge en ”Cathedral of knowledge” i stedet:

Efter biblioteks-kirken kom vi til biblioteket for "rare books and manuscripts", hvor jeg gik lidt i selvsving. Bøgerne er beskyttet inde i et kæmpe glasbur, hvor temperatur og luftfugtighed er nøje kontrolleret. Men hvis man læser på Yale kan man få lov til at se dem. Og så havde de en "Gutenberg Bible", trykt i under 200 eksemplarer i 1455. En af verdens første maskintrykte bøger. Et "oooooh" er vist på sin plads her.


Og så kom vi også forbi den berømte fod. Myten siger, at studerende på Yale kysser foden for held og lykke, men ifølge Rorys venner er det kun turisterne, der rent faktisk gør det. Den nydelige unge mand er vores guide.


Efter rundvisningen ledte vi efter et Yale-outfit til Rory i den største souvenir/boghandel, jeg i mit liv har set. Man kan få ALT med Yale på. Babytøj, bestik, bamser, kuglepenne, golfbolde, you name it, Yale has it.

Efter en tæt pakket weekend tog jeg bussen et par timer nordpå til Northampton, hvor min veninde Kunstneren har læst de sidste fire år på Smith College. Smith er kun for kvinder og blev oprettet dengang universtiteter som Yale kun optog mænd, og er et af de få, der ikke er blevet ”to-kønnet”. Northampton er en lille, idyllisk by, hvor Smith fylder det meste, lidt ligesom Yale og New Haven, bare i mindre størrelsesforhold.



Kunstneren protesterede dog, da jeg sagde noget om at være kommet til ”det rigtige Amerika”. Trods sin størrelse har Northampton nemlig en livlig bymidte med butikker, cafeer, restauranter og et spillested. Til forskel fra småbyer i ”det rigtige Amerika,” som åbenbart kun består af en masse huse og en bar.




Rigtigt Amerika eller ej, det føltes lidt som at være med i en amerikansk teen-movie at slentre rundt på campus med Kunstneren og hendes veninder. En dag kørte vi ud for at shoppe i ”the mall”, hvor jeg for vild op til flere gange i den samme butik, og var tæt på et angstanfald. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det før, men jeg er meget u-piget mht. at shoppe. Jeg hader det. Og jo større butik, jo værre. Indkøbscentre er det værste. Men jeg tog det som en del af hele amerikansk-teen-film-oplevelsen, og klarede det uden skrammer.

De fleste studerende bor mange sammen i et stort "dorm", men især sidsteårsstuderende bor to eller fire sammen i et lille hus. I det hele taget er Smith som en selvstændig by midt i byen, de har endda deres eget "politi". To aftener var der fest i et af husene, og der var fadølsanker og store plastickrus og folk, der dansede overalt. Ligesom på film. Bortset fra, at der var meget få drenge. Og de drenge, der var der, så ud som om, de ikke rigtigt hørte til. Kunstneren siger, at der tit kommer drenge til festerne, som egentlig ikke rigtigt kender nogen, de ved bare, at der er masser af piger. Og de lader sig åbenbart ikke skræmme af et andet fænomen, som efter sigende er meget udbredt på Smith; LUG. "Lesbian Until Graduation". Aldrig før har jeg set så mange pige-par i samme lokale. Så lige på det punkt var det ikke helt ligesom på film.

Det var denne uges rejseberetning. Der kommer mere om USA, når jeg tager derned til fjerde juli. I morgen kommer Løvens bror, bedste ven og deres kærester på besøg, og ugen efter kommer to af mine veninder fra Berlin. Så indtil videre nyder jeg sommeren. Håber, I hænger i med opgaven, og ikke er blevet alt for stressede og trætte af det endnu. Jeg har ligget på et tæppe i parken hele dagen og læst en bog, kigget på et springvand og spillet skak med Løven. Ikke for at tvære i det...

Kærlig hilsen

Hanne