Billeder og lidt om fremtid

Kære Hanne

Undskyld, at jeg ikke har skrevet i lang lang tid. Som du nævner i dit fine resumé, skulle jeg lige on the road og blaffe med langturschauffører rundt omkring i Europa. Ja, hvad er et forsinket teenagertrip, hvis det ikke også involverer noget blaffertur med rygsæk?
Det var en del af vores fagspeciale, som skal blive til en fotobog. Billederne er først fremkaldt på mandag (de er taget med engangskamera), og man må alligevel ikke offentliggøre dem, før vi har fået karakter for bogen. Så jeg tror, jeg venter med hele den fortælling, til jeg kan sætte lidt billeder på.

I stedet kan du høre lidt om den sidste uge vi havde med undervisning. Nogensinde. ARG, jeg bliver lidt angstsvedig af at tænke på det. Voksenhed awaits. Men det var en god uge. Vores gæstelærer var den svenske Anders Petersen, som er lige så legendarisk dygtig, som han er frygtet for de grænseoverskridende opgaver, han stiller sine elever. Vi var intet mindre end hunderæde. Den første dag levede han virkeligt op til sit rygte. Han var på noget kraftigt smertestillende og væltede rundt. ”Jag är en liten whimsey,” sagde han selv, og det skal jeg da lige love for. Han viste os nogle af sine billeder på et gammelt lysbilledapparat, og selvom han mest af alt virkede som en vanvittig dirigent (hans arme fløj rundt i deres helt eget tempo og han har sådan lidt flyvsk, hvidt hår) aftvang hans billeder respekt. Du godeste, hvor er den mand dog dygtig. Både til at tage billeder, men også til at komme utroligt tæt ind på mennesket, han fotograferer.

Vores undervisning med ham blev meget eksistentialistisk. Derfor blev den første opgave, at vi ikke skulle fotografere for meget med hjernen, men fotografere som et dyr. Lade os styre af instinktet. Jeg slæbte stakkels Jakob ned i botanisk have en sen nattetime, og det kom der blandt andet dette billede ud af.



Næste opgave blev at gå ud og komme tæt på et eller flere fremmede mennesker og tage et portræt af dem. Det var ret grænseoverskridende, jeg ved ikke hvor lang tid, jeg sad på Smagløs med mit kæmpestore kamera og følte mig lidt som dengang, jeg var på min første spejderlejr, og jeg blev sendt ud med en økse for at hugge brænde. Jeg gik kun i første klasse, så det endte selvfølgelig med, at jeg fik hugget mig selv i benet med øksen. I dette tilfælde endte det dog bedre, og jeg fik taget de her tre billeder.




Den sidste opgave var at fotografere forvirringen i livet. Alle sad og måbede, da den kom. Hver eneste af os havde hørt, at Anders Petersen altid stiller en opgave, hvor man skal gå ud og fotografere en fremmede – NØGEN! Så det havde vi jo frygtet hele uge. Der var virkeligt lagt mange nødplaner for, hvordan man kunne bøje ord som ”fremmede” og ”nøgen”. Det var lige før, vi var en smule skuffede. Så ja, jeg valgte at tage et nøgent selvportræt. Som du kan se om et par linjer, er det nu blevet ganske tækkeligt. Men der var da liiiiige nogle filer, der skulle slettes fra skolens kamera i hulens fart! Pointen med det var, at jeg synes, noget af det mest forvirrende i livet er identitet og at se på sig selv. Det endte i øvrigt i en temmelig stenet diskussion med den skøre svensker, om hvem af os to, der er mest forvirret over livet. Lige der var det helt sikkert mig.


De andre billeder er af Mette, som jeg bor sammen med, der var syg og lå med feber. Den slags kan jo også være forvirrende.



IHHH jeres tur til New York lyder altså fantastisk. Jeg bliver helt misundelig, selvom min rejsefeber er pænt lav lige de her dage. Men det er måske også fordi, han lyder som en god fyr, din løve. Jeg har altid ment, at det er bassisterne, man skal gå efter, hvis man skal slå kløerne i en musiker. Både fordi de er pænest, men også fordi de er en smule mere underspillede end de andre – på den gode måde altså. Samtidig har han jo NYDELIGT hår og lyder sjov. Mon du en tag tager ham med et smut til Danmark, så jeg får mulighed for at beundre om ham og høre ham sige ”I hate…” og så alt muligt om Danmark? Jeg kan ikke lade være med at diskutere, så snart jeg møder amerikanere. De har det med at være ret påståelige (hvilket man jo SLET SLET ikke kan sige om mig, så det er oftest meget fredelige møder).

Jeg tænker på, om det er hårdt eller dejligt at lade som om fremtiden ikke eksisterer? Nu bor Isbjørnen jo i Århus, så vi er måske lidt mere nødt til at forholde os til begrebet ”fremover”. Indtil videre har fremtidsvisionerne bestået af, at vi er enige om, at hvis vi når så vidt som at holde søvlbryllup og vores forældre stadig er i live, så kan vi møde hinandens forældre. Ellers springer vi den del over.
Og så flyttede jeg jo engang sammen med en fyr uden, at vi havde snakket om fremtiden. Så jeg skyndte mig i god til at sige til Isbjørnen ”jeg ved altså ikke, om jeg vil have børn, men jeg tror det ikke”. Det virkede godt at få det sagt HELT tidligt, og jeg var da ikke bleg for at rose mig i mit stille sind. Men Isbjørnen sagde bare ”Du skal,” grinede, kyssede mig på panden og gik ud for at hente mere saft. Jeg var helt paf. Det er aldrig helt til at vide, hvornår han pjatter eller ej. Det lykkedes ham faktisk, lige da vi havde mødt hinanden, at bilde mig ind, at han snittede træfigurer ligesom Emil fra Lønneberg. D’oh!

Nu må du have det godt indtil næste brev kære Hannepige, jeg glæder mig at høre mere fra dig.


Stine