En by i USA og en fyr fra USA

Kære Stine

Jeg er vild med dine hestebilleder! Især det, hvor I holder ved et kryds, og hesten og gutten med hættetrøje kigger på hinanden. Det er så godt fanget.

Det med at føle sig som en teenager er skønt, sørg for at nyde det. Selv føler jeg mig mest gammel for tiden, for folk herovre begynder jo at læse meget tidligere end os. Især på mit litteraturfag kan det mærkes. Som når dullen ovre ved vinduet i orange Adidas-trøje og store guldøreringe rækker hånden op og siger ”I think he’s full of shit!” midt i en diskussion om Platons syn på skrift i forhold til tale. Og for et par dage siden snakkede Løven og hans venner om dengang, de var 15 år gamle og spillede det her online computerspil, og jeg tænkte ”var der overhovedet internet, da jeg var 15?”

New York var overvældende. Alting var meget, meget stort og lavet af glas. Jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre at tage billeder i den by, alting er for stort; jeg kom med en masse billeder, der ser sådan her ud:


Løven og jeg havde en ret skæg tur, selvom vi bare var clueless turister. Jeg foretrækker til hver en tid at besøge venner og bekendte, når jeg rejser, så man får en chance for at opleve lidt af et steds hemmeligheder og charme i stedet for bare at falde i alle turistfælderne. Men man kan jo ikke kende nogen alle de steder, man gerne vil rejse hen, så vi klarede os med et hostel og en ivrigt benyttet telefonlinje til nogle af Løvens venner, der har boet i New York tidligere.


Vi spiste bla. burgere på restauranten fra Seinfeld, gik tur i Central Park, drak øl i Greenwich Village, tog færgen til Staten Island for at tage billeder af Miss Liberty (kan skimtes bag mågen ovenfor), grinede og drak alt for dyre drinks på en stand up klub, blev bombarderet med reklamer på Times Square, kyssede på Brooklyn Bridge og udmattede vores øjne på Metropolitan Museum of Art (som vi begge syntes godt om) og MoMA (som jeg ELSKEDE og Løven HADEDE).

Da vi skulle hjem sneede det for meget til, at Greyhound kunne håndtere det (Greyhound var i det hele taget ikke imponerende, men det er en lang historie, der involverer adskillige defekte busser, adskillige timers ventetid og elendig kommunikation), så vi endte faktisk med at tilbringe hele fem dage konstant i hinandens selskab. Og vi er stadig sammen. Så nu er jeg jo nødt til at holde mit løfte, og fortælle lidt om ham.

Here goes.

På en måde er han en meget atypisk amerikaner, og på en måde er han meget amerikansk. (Følgende siger sikkert mere om mine fordomme om amerikanere end om hans personlighed, men hvad.) For eksempel ved han en hel del om verden uden for USA, og det er ikke noget tilfælde, at han har valgt at emmigrere til Canada for at studere. På den anden side har han de der gentleman-tendenser, med at sige ”whatever you want, sweety,” og ville betale for ting hele tiden. Hvilket jeg ihærdigt forsøger at bekæmpe.

Han har en tendens til at være ret skeptisk og pessimistisk, grænsende til det paranoide. Som jeg på et tidspunkt sagde til ham; hvis man spurgte ham, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt, så ville han sige ”vandet er sikkert giftigt.” For eksempel havde han mest lyst til ikke at tage til stand up show i New york, fordi vi havde købt billetterne af en sælger på gaden. Han var overbevist om, at det var fup, og at der slet ikke ville være en stand up klub på adressen, men derimod en flok skumle typer, der ville plyndre og banke os. Efter at have tjekket online og konstateret, at der faktisk befandt sig en klub med det navn på den adresse, lod han sig dog overtale. Til hans store overraskelse viste vores billetter sig at være ægte.

Han er bassist og har en udsøgt musiksmag (ja, hvad pokker ER livet uden Flaming Lips?) og er meget mere nørdet med det end jeg. Når jeg føler, han har overtaget, sætter jeg Raveonettes, Mikael Simpson eller Under Byen på, så jeg kan få lov at være eksperten i et par minutter.

Den aften, vi fandt sammen, forsøgte han at score mig, ved at recitere en Nick Drake sang. Det faldt desværre lidt til jorden, fordi jeg ikke kendte sangen, men bare gloede dumt på ham, indtil han sagde ”you don’t get it, do you?”

Han læser historie og har sådan en hjelm, som jeg har på i Stick Wars, liggende derhjemme, fordi han en gang tog med sin roomie til ”reenactment”. Findes der sådan noget i Danmark? Hvor historie-nørder klæder sig ud og leger et eller andet berømt slag. Lyder for mig lidt som live rollespil, hvor alting er bestemt på forhånd. Men man skal nok være historienørd for at kunne se charmen i det. Løven kan godt se charmen, han kunne bare ikke lide de folk, der var der, så han gjorde det kun en enkelt gang. Desuden ville det betyde, at han skulle klippe manken helt kort, og det er han ikke meget for. Hvilket jeg sætter pris på.

Historie-nørderiet resulterer også i en kærlighed til krigsfilm, som jeg ikke deler, og en begejstring for tv-serien ”Rome”, som jeg deler, men ikke på helt samme niveau. Og han bliver sur, hvis man siger, at Cæsar er dum, eller at Servilia er sej, når hun kaster en forbandelse på ham.

Han holder hårdnakket med hundene i den gode gamle ”hund vs. kat” diskussion. Men hver gang jeg vender ryggen til, aer han alligevel Katten.

Han begynder ofte sætninger med ”I hate...”, men det gør jeg jo også.

Han knækker hele tiden fingre, hvilket jeg hader. Og nakken, hvilket jeg hader endnu mere. Derfor gør han det alt, hvad han kan, når jeg er i nærheden.

Og så får han mig til at grine, så jeg græder og får ondt i maven.

Og indtil videre er vi ret gode til at lade som om, at fremtiden ikke eksisterer.

Sådan her ser han ud i forklædning (og sikkert uden forklædning om 20-30 år).

I morgen skal jeg på daytrip til en ”Cabane à Sucre” og proppe mig med ahornsirup hele dagen, og bagefter skal jeg se monsterfilm sammen med Babyfod og hvem vi nu kan lokke med.

Og så har jeg fået en ny bofælle. Beauty Q. blev offer for finanskrisen, og er derfor flyttet midlertidigt hjem til sine forældre ude i forstæderne. Hun er meget savnet. Og det er Killingen også. Heldigvis er der ikke så langt til forstæderne.

Fysikeren, vores nye bofælle, er yngre end mig og i gang med sin ph.d. Flabet. Noget med strengteori. Og så er han Québécois. Og rar. En dag, når jeg orker kombinationen af svært materiale og svær accent, må jeg få ham til at forklare, hvad strengteori er for noget.

Isbjørnen lyder hyggelig. Glæder mig til at høre mere om ham, og om, hvad der ellers sker i teenage-verdenen derhjemme...

Kærligst
Hanne