Hold da op. Topkarakter, headhunting og flytte sammen med kæresten, altsammen på én uge. Det er sgu svært at konkurrere med. Især fordi jeg har været inde i sådan en ferie-trance, hvor en hel dag kan gå med at læse bøger og drikke kaffe.
Men lidt sker der da. Lige nu er jeg i gang med at pakke mit værelse sammen, for i morgen smutter jeg med Løven og nogle venner til Ottawa, hvor vi skal fejre Canada Day, og bagefter går turen til Niagara Falls, så til Løvens hjemby, hvor vi skal fejre 4. juli (og jeg skal møde Løvemor og Løvefar, gulp!), derefter tager jeg til New York og Washington, inden jeg smutter hjem til Montreal og forsøger at nyde de sidste dage inden flyveren går.
Ottawa ligger i det store land, der omringer Québec og går under navnet ” Resten af Canada”. Jeg har været der et par gange allerede, og det ER virkelig som at være i et andet land. Et andet sprog, anden mad, anden atmosfære. Folk griner ikke nær så højt og længe, der er ingen, der kindkysser, og ingen, der taler ”franglish”(*Se nedenstående beretning om de helt specielle sprogforhold i Québec). Det er så anderledes end Québec, at det føles underligt, at man kan bruge de samme penge. Quebec og Resten af Canada er næsten lige så forskellige som Frankrig og England. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Resten af Canada har mere til fælles med USA end Quebec har til fælles med Resten af Canada. Men det tør jeg kun sige, fordi de Canadiere, jeg kender, ikke kan læse dansk.
For nogle uger siden havde jeg besøg af to veninder fra Berlin, Canadieren og Curly, og bagefter tog jeg med dem tilbage til Toronto, hvor Canadieren kommer fra. På vejen stoppede vi nogle timer i Ottawa, hvor jeg havde været en gang før. Af en hovedstad at være er Ottawa chokerende kedelig. Bevares, der er da meget kønt, fra den rigtige vinkel, og der er mange museer, men der er bare så stille og dødt i den by, at man kan høre egernerne gabe.
Første gang, vi var der, var vi inde og se parlamentet, og bagefter på krigsmuseum (jeg skyldte Løven det efter at have slæbt ham med rundt på MoMA). På vej tilbage til vores bus ville vi spise noget mad, men næsten samtlige restauranter og cafeer, vi gik forbi, havde lukket. Lørdag eftermiddag. Ingen mennesker på gaden. Kun biler, pæne glasfascader, og til sidst en enkelt pub, hvor vi var de eneste kunder. Mit andet besøg, hvor jeg vandrede rundt et par timer, var ikke meget bedre. Så snart man bevægede sig væk fra ”markedet” (som alle siger er ih så hyggeligt, men som i virkeligheden bare er et par gågader med butikker) var der øde. Bortset fra tre-fire gale mennesker (af den aggressive slags) i parken.
Toronto var mere spændende, men der havde jeg selvfølgelig også Canadieren og hendes søstre til at udpege de hyggelige steder. Canadierens stedsøster samlede os op i sin bil, og så drønede hun ellers rundt over hele byen og pegede og fortalte røverhistorier. Bedste guidede tur jeg længe har fået. Vi var også en tur oppe i CN Tower, verdens højeste ”fritstående struktur”, hvad det så end helt præcist dækker over.
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at hoppe på glasgulvet. Til stor bekymring for omkringstående, der hastigt flyttede sig væk fra glasset. Pff.
Og nu vi snakker om højder, tjek den her rutchebane:
Min sidste dag i Ontario gik med at lege med Canadierens niecer og køre i vilde rutchebaner i Canada’s Wonderland, som i den grad giver Tivoli baghjul. Ikke for sarte sjæle.
Québec’erne har ikke meget til overs for ”Resten af Canada”, som de helst ikke vil sammenlignes med, og antisympatien gælder tilsyneladende begge veje. Hver gang jeg nævnte noget med Québec, blev jeg mødt med himmelvendte øjne og dybe suk.
De hardcore separatister kalder sig ”suverænister,” for ”hvordan kan man separere sig fra noget, man aldrig har været en del af?”, men officielt har Quebec altså ikke ikke været selvstændigt, siden James Wolfe bankede Louis-Joseph de Montcalm og gjorde en ende på ”New France” tilbage i 1759.
I mange år forsøgte englænderne at ”indlemme” franskmændene ved bla. at bandlyse deres sprog, religion (katolicisme) og kultur, men det gik sjovt nok ikke særlig godt med at gøre de fransktalende til gode, engelsktalende canadiere, og de francofone har kæmpet for deres sprog og kultur lige siden. Og selv om Canada har været officielt tosproget siden 1969 – hvilket f.eks. betyder at motorvejsskilte hele vejen til Vancouver er på både engelsk og fransk, og at offentlige institutioner flere tusinde kilometer fra Québec skal kunne betjene dig på fransk – og fransk siden 1977 har været det officielle sprog i Québec, så er der stadig mange frankofone, som ikke mener, det er nok.
Separatistbevægelsen er stærk, og så sent som i 1995 var suverænitetsspørgsmålet til afstemning. Separatisterne tabte med en brøkdel af en procent (50,6 procent sagde nej, 49,4 procent ja). Der findes en masse kreative forklaringer på, hvorfor det var et dybt uretfærdigt nederlag; en af dem går på, at der kom en masse indvandrere ind lige før valget, som ikke forstod, hvad det handlede om. Seperatisterne, eller suverænisterne, fremhæver også ofte, at Quebec faktisk aldrig har underskrevet Canadas nyeste grundlov, som blev vedtaget i 1982.
At de ikke er et land forhindrer dem ikke i at have en nationaldag, og måske netop fordi de ikke har deres eget land, går de enormt meget op i den. Løven og jeg nåede faktisk af fejre ”St. Jean”, tre gange i sidste uge. Først weekenden inden i Lærerindens landsby nogle timer nord for Montreal, så dagen inden i en forstad, hvor en af Løvens venner bor, og til sidst på selve dagen i Montreal. Det blev til en hel del fyrværkeri, folkemusik, øl og blå/hvide flag.
Personligt har jeg fuld sympati med separatisterne. Når man mærker, hvor stor forskel der er på Québec og Resten af Canada, og kender lidt til historien, så kan jeg sagtens forstå, de gerne vil have deres eget land. Resten af Canada er dog ikke meget for at slippe dem. Man kan have dem mistænkt for at ville beholde ”La Belle Provence”, fordi det er en af de rigeste provinser (f.eks. forsyner de det meste af Nordamerikas østkyst med strøm), men de officielle meninger går nærmere på, at det ville ”splitte Canada i to”, og isolere de østligste provinser. Det lyder nu lidt tyndt i mine ører.
*Til sidst lidt om franglish. Québec’erne hævder, at deres fransk er tættere på det ”originale” fransk, end det, man taler i Frankrig, fordi Québec har været isoleret fra andre sprogs indflydelse, og fordi de, måske pga. undertrykkelsen fra det engelsktalende Canada, har været så forhippede på at beskytte det. F.eks. siger en Québec’er ”fin-semaine”, hvor en franskmand siger ”weekend”. Men på andre måder sniger der sig konstant engelsk ind i québec’ernes talesprog. Følgende udtryk er f.eks. meget brugte: ”c’est le fun!” ”Il est cute,” ”c’est hot” (udtalt ”åt”). Andre gange bliver engelske verber snuppet og gradbøjet på fransk, så man f.eks. hører ”c’est fucké”. Og forleden hørte jeg Lærerinden sige i telefonen til en mekaniker, at en dims i hendes bil var ”jammé.”
Endnu sjovere er det, at det også virker den anden vej. Engelsktalende folk i Montreal smider ofte franske gloser ind i deres sætninger. F.eks. ville ingen rynke på brynene over følgende sætning: ”Close the light and let’s go to the dépanneur before we get on the autoroute to the chalet.”
Charmerende, ikke? Og når så engelsk- og fransktalende er i samme rum, bliver det hele blandet godt og grundigt, så ingen aner, hvilket sprog, der egentlig bliver talt.
Nå, det blev lidt af en historietime. Skriv snart og fortæl mere om dit nye job, frk. færdiguddannet journalist!
Hanne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar