Kære Stine

Tak for de søde ord. Er stadig en smule skuffet over, at du ikke tog imod tilbuddet om at komme med i kufferten. Der var masser af plads!

Flyveturen var fantastisk! Har været så vant til Ryanair, Easyjet etc., at jeg helt havde glemt, at de "rigtige" flyselskaber bruger det der "service". De blev ved med at komme med mad (som jeg pr. refleks proppede i mig. Må være noget, man tillægger sig, når man er på SU. "Gratis mad, siger du? Jo, så kan jeg vist godt liiige klemme en bid mere ned"), og man kunne både se film og spille tetris (ja, jeg er ret nem at gøre glad).

Grunden til, at jeg var glad for min plads allerbagerst, er jo, at det er der, man har de største overlevelseschancer i tilfælde af en ulykke. Har jeg hørt.

Ikke, at jeg er bange for at flyve. Tværtimod elsker jeg det. Sådan havde canadieren ved siden af mig det dog ikke. Der var vist lige rigeligt meget turbulens for hendes smag. Især, da vi fløj ind over Montreal og flyet brummede underligt, mens det svajede fra side til side og indimellem dykkede brat. Min mave var ikke glad, men resten af mig syntes, det var skægt. Min sidemand, derimod, begyndte at trække vejret meget hurtigt og sagde igen og igen, at hun aldrig havde oplevet noget lignende, og hvad sker der, hvad laver han... Det endte med, at jeg sad og holdt hende i hånden og aede hende på skulderen og sagde, at det nok skulle gå, at det helt sikkert ikke var noget alvorligt, og at vi landede lige om lidt (så fik jeg også lige genopfrisket mit au pair-fransk). Men jeg sagde ikke det med overlevelseschancerne. Er ikke sikker på, det er den slags, man har lyst til at tænke over, hvis man for alvor er bange for at styrte 3ooo meter ned.

Så det var mit første indtryk af Montreal; meget blæsende. Til gengæld er her ikke så koldt, som jeg havde frygtet, men det skifter åbenbart meget. Og her er masser af sne (Hurra!). Og is på fortovene (ikke så hurra..).

Lejligheden tilhører min venindes venindes veninde og ligger i et (umiddelbart) fredeligt fransk kvarter med gode metroforbindelser til centrum. Ud over mig bor her en fransk-canadisk pige (og hendes overvaegtige kat, Babel), som er paa juleferie, og en engelsk-canadisk pige (og hendes lille grå kiling, Coco), som jeg spiste pizza med, da jeg endelig nåede frem i går.

Katte er hyggelige. Lige nu sniger killingen sig rundt på skrivebordet, hopper op på tastaturet og kradser på skærmen, bider mig i fingrene, når jeg bruger musen og drikker af mit vandglas, når hun ser sit snit til det. Ganske underholdende, og hun lander jo på benene, når man bliver træt af det og fejer hende ned.

Tror faktisk, jeg er ramt lidt af jetlag. Hvilket slet ikke er særlig interessant, når det kommer til stykket. Består jo bare af enorm træthed på forkerte tidspunkter.

F.eks. er klokken syv lige nu, og jeg har mest af alt lyst til at kravle ind under dynen. I går gik jeg i seng ved otte-tiden (kl 2 dansk tid), hvilket resulterede i, at jeg var alt for frisk, da jeg vågnede midt om natten af at killingen hoppede på min dyne og bed mig i tæerne (så kan man lære at lukke døren ordentligt). Det lykkedes at sove et par timer mere, men kl. seks måtte jeg give op. Meget, meget underligt at stå op frivilligt og være så frisk så tidligt (helt uden kaffe), når man er så meget B-menneske, som jeg er.

Mht. de fantastiske mænd, så lød min roomie ikke særlig enthusiastisk, men jeg har nu ikke tænkt mig at tage hendes ord for det. Jeg må lave noget research. Når jeg en gang bliver vågen igen.

Nytårsaften? Det er jo om flere dage, det har jeg da virkelig ikke planlagt endnu. Hvad med dig? Og hvad skal du egentlig bruge hele din månedlange ferie på (dit skarn)?

Kærlig hilsen
Hanne